Forside / Om os / Nyheder / 2015 / Nye ungdomsboliger i København

Nye ungdomsboliger i København klar til indflytning fra 1. juli 2015

TDC Pensionskasse står bag opførelsen af 225 nye ungdomsboliger på Teglholmen. Medlemmer af pensionskassen, og medarbejdere i TDC Group og pensionskassen og disses børn, børnebørn og oldebørn har fortrinsret.

TDC Pensionskasse står bag opførelsen af 225 nye ungdomsboliger på Teglholmen i København. Boligerne er netop nu ved at blive opført i Støberigade i en bygning, der tidligere har rummet dele af B&W's støberi og formeri. Derfor er boligkomplekset også allerede døbt 'STØBERIET'. 

Direktør for TDC Pensionskasse Leif Stidsen er meget tilfreds med, at pensionskassen har kunnet udvikle byggeprojektet. Det har ikke været ukompliceret, men særligt projektchef Trine Skov Rosenskjold og ejendomschef Hans-Henrik Kehlet har kæmpet sig frem:

- Vi er rigtig glade for, at vi kan tilbyde fortrinsret til medlemmer af pensionskassen og medarbejdere i TDC Group og pensionskassen i øvrigt og disses børn, børnebørn og oldebørn. For at komme i betragtning kræver det, at man er under 35 år og studieaktiv, så ud over studentermedhjælpere bliver det sandsynligvis jo nok mest børn, børnebørn og oldebørn af et medlem af TDC Pensionskasse eller af en ansat i TDC Group eller pensionskassen, der får glæde af fortrinsretten.

Leif Stidsen lægger ikke skjul på, at han naturligvis også forventer, at pensionskassen får et rigtig flot afkast af investeringen.

De 225 nye ungdomsboliger står klar til indflytning fra 1. juli 2015. Rent praktisk kan man som studerende skrive sig på venteliste på www.findbolig.nu fra 29. april 2015. Tildelingen af boliger begynder 12. maj 2015.

Om boligerne

Boligerne ligger på Teglholmen, der er ved at blive et af Københavns nye attraktive boligområder. Bygningen var oprindeligt en del af B&W's støberi og formeri. TDC Pensionskasse overtog den i 1993 og indrettede den til kontorer. Nu har bygningen igen været udsat for en forandring efter at alt har været pillet ud, et ekstra etagedæk er tilføjet, og 225 moderne ungdomsboliger er opført med dagligvarebutik i stueetagen. Boligerne har højt til loftet på grund af den ret høje etagehøjde i den eksisterende bygning. 'STØBERIETs' boliger er velegnede til enkeltpersoner eller par. De har alle store vinduer, og mere end halvdelen har fransk altan, altan eller adgang til tagterrasse. Mange af boligerne har desuden også udsigt over vandet.

Boligerne er på 35-94 kvadratmeter primært med ét værelse. Mange har desuden hems eller 1. sal. De er alle indrettet med eget bad og køkken med hårde hvidevarer.

Ejendommen byder på mange gode faciliteter, bl.a. elevator, fælles opholdsrum på alle etager, beboerlokale, depot, vaskeri, cykelparkering, internet og en dagligvarebutik i stueetagen.

Åbent hus

Der afholdes løbende åbent hus i 'STØBERIETs' prøvelejlighed. Følg med på www.findbolig.nu.

Spørgsmål?

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte DEAS'afdeling for boligudlejning, som står for udlejningen på 70 30 22 02 eller mail stoberiet@deas.dk.