179 nye lejeboliger på Teglholmen
TDC Pensionskasse står bag opførelsen af 179 nye udlejningsboliger på Teglholmen. Medlemmer af pensionskassen, medarbejdere i TDC Net, Nuuday, TDC Group og pensionskassen, samt disses børn, børnebørn, oldebørn og forældre har fortrinsret.
De 179 nye lejeboliger er netop nu ved at blive opført på Teglholmsgade 10-14 i Københavns Sydhavn lige over for TDC’s hovedsæde. Byggeriet af ejendomskomplekset, Teglholm Brygge, forventes afsluttet i foråret 2021.
Teglholm Brygge står klar til indflytning fra 1. april 2021, men du kan udfylde en reservationsblanket på www.teglholmbrygge.dk allerede fra den 1. oktober for at komme i betragtning til en af boligerne. Tildelingen af boliger begynder den 30. oktober og slutter den 13. november.
Boliger, der ikke er udlejet den 13. november, vil blive annonceret eksternt og udlejes efter ”først til mølle” princippet.
Ejendommen
Ejendommen er placeret i første række til Teglværkshavnen og byder på 179 lejeboliger med to til fem værelser i størrelser fra 56 til 132 kvadratmeter. Boligerne er holdt i lyse, nordiske materialer med asktrægulve, hvide vægge og hvidt køkken og bad. Boligerne er udstyret med en komplet hårde hvidevarepakke med opvaskemaskine, køle-/fryseskab, indbygningsovn, induktionskogeplader, vaskemaskine og tørretumbler.
Byggeriet er placeret perfekt i forhold til havnebassinet og solen, og de fleste lejligheder har altaner, terrasser eller tagterrasser orienteret mod syd. På de to øverste etager er der i alt fem lejligheder med tagterrasser. Alle tagterrasserne har udsigt til vandet i Teglværkshavnen og Den Grønne Kile. De er alle sydvendte og giver derfor mulighed for, at du kan nyde solen fra morgen til aften.
Ønsker du at vide mere om boligerne i Teglholm Brygge, kan du gøre dette på www.teglholmbrygge.dk fra den 1. oktober.
Åbent hus
Inden lejemålene annonceres eksternt, afholdes der VIP åbent hus i Teglholm Brygges prøvelejlighed for medlemmer af pensionskassen og ansatte i TDC Net, Nuuday, TDC Group samt i pensionskassen den 11. oktober kl. 11.00 – 12.00, samt den 13. og 15. oktober kl. 16.00 – 17.00 på adressen Teglholmsgade 14b, 1. tv., 2450 København SV. Derefter vil der løbende være åbent hus for alle i prøvelejligheden. Følg med på www.teglholmbrygge.dk.
Tilmelding til åbent hus-arrangementer skal ske pr. e-mail til teglholmbrygge@taurus.dk - Frist for tilmelding er dagen før det planlagte arrangement.
Tildeling
Alle boligønsker i perioden frem til den 30. oktober tildeles samtidigt efter den 30. oktober og fordeles efter fortrinskategori, anciennitet og boligønskeprioritet. Der er altså samme mulighed for tildeling om du deltager i det første eller sidste åbent hus eller ikke har deltaget, så længe du har udfyldt og indsendt reservationsblanket inden den 30. oktober.
Spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte TAURUS´ udlejningsafdeling, som står for udlejningen på 86 12 20 20 - mandag-fredag kl. 9.00-15.00 eller på mail teglholmbrygge@taurus.dk.
COVID-19
De danske myndigheders anvisninger og retningslinjer med henblik på at mindske udbredelsen af COVID-19 følges til enhver tid.
Der lukkes kun et begrænset antal besøgende ind i prøvelejligheden ad gangen, maksimalt 6-10 personer alt efter situationen. Der kan derfor opstå kø og ventetid.
Du anmodes om, kun at møde op, hvis du i de seneste 14 dage ikke har haft symptomer, der kan relateres til COVID-19 f.eks. hoste, feber eller vejrtrækningsproblemer. Ved tydelige forkølelsessymptomer vil du blive afvist i døren.
Alle medarbejdere vil tage de nødvendige forholdsregler og holde god afstand. Grundig afspritning af hænder vil være påkrævet for ophold i prøveboligen. Tak for din forståelse i denne situation og fordi du hjælper os med at tage ansvar.